Australien placerer ordre på 90 vindmøller hos Siemens
Siemens har modtaget en ordre på i alt 90 vindmøller med en samlet kapacitet på 270 megawatt (MW) til Snowtown II Wind Farm i Australien.
Kunden til den nye store Siemens vindmølleordre er en af New Zealands største energileverandører, TrustPower. Ordren omfatter levering, installation, idriftsættelse og service af 90 gearløse SWT-3.0 vindmøller, hver med en effekt på 3,0 MW. Installation af vindmøllerne er planlagt til at begynde i 2013 med idriftsættelse i 2014.
Vindmøllerne skal bruges i Snowtown II Wind Farm. Den er placeret ca. 140 km nord for Adelaide i det sydlige Australien. Når den er færdig, vil det være et af de største vindmølleprojekter i landet og give ren og vedvarende energi svarende til 180.000 husstande.
Global Wind Energy Council anslår, at Australiens installerede vindkraftkapacitet vil tredobles fra i dag 2.200 MW til omtrent 6.900 MW i 2016.